Stop for gratis indlevering af kæledyr

Killinger webI halvandet år har det været gratis for kæledyrsejere at aflevere deres kæledyr hos Dansk Dyreværn Århus. Tankevækkende er det, at over halvdelen af de indleverede dyr ikke kommer fra Aarhus og omegn, men langvejs fra. Problemet med udsatte kæledyr er desværre landsdækkende. Løsningen peger mod bedre lovgivning og styrket oplysning, så kæledyr får en værdi og den respekt, de fortjener. 

I februar 2018 indførte Dansk Dyreværn Århus på forsøgsbasis gratis indlevering af privatejede kæledyr. Formålet var blandt andet at hjælpe de kæledyr, som af den ene eller anden årsag ikke er ønsket længere og dermed forhindre misrøgt. Problemet har dog vist sig at være større og have karakter af manglende respekt og ansvar for kæledyr. For desværre oplever foreningen stadig mange grumme sager, hvor killinger efterlades på motorvejen eller smides ud af kørende biler. I sommer oplevede foreningen også den forfærdelige sag med kaninen, der blev efterladt i en køletaske på Moesgaard Strand. 

- Med den gratis indleveringsordning håbede vi, at andre dyreinternater ville gøre det samme, så vi sammen kunne mindske omfanget af udsatte kæledyr. Men desværre blev vi det eneste internat i Danmark, som tog gratis imod privatejede kæledyr, fortæller Jesper Søderberg, direktør i Dansk Dyreværn Århus.

Privatejede kæledyr kommer langvejs fra
Dyreinternatet har oplevet en stigning på indleverede kæledyr siden ordningen trådte i kraft. Specielt oplevede internatet en markant stigning den forgange sommer på omkring 80 procent i forhold til 2018, og særligt katte blev indleveret. Alarmerende er det, at mere end halvdelen af de indleverede kæledyr blev afleveret af ejere, der boede udenfor Aarhus og omegn.

- Vi oplever, at kæledyrsejere fra andre dele af landet end det østjyske vælger at køre meget langt for at aflevere deres kæledyr hos os gratis. Ejerne kører forbi et eller to andre internater for at aflevere dyret hos os. Det er ikke i orden. Samtidig er det katteejere, som ikke har sørget for at neutralisere katten, så vi modtager drægtige hunkatte, hunkatte med et kuld killinger eller killinger kun få dage gamle. Det er hjerteskærende og et problem, vi er nødt til at adressere ved forbedret lovgivning og gennem oplysning, siger Jesper Søderberg. 

Dansk Dyreværn Århus kæmper sammen med 17 andre dyreværnsorganisationer for at få indført en kattelov, der blandt andet vil kræve mærkning og registrering af katte. Et første skridt hen imod ansvarligt katteejerskab.

Oplysning kan højne dyrevelfærd
Oplysning er en vigtig del af at skabe forståelse og respekt for kæledyr og deres behov. Ønsker man sig et kæledyr, skal man tænke sig godt om, og spørge sig selv om, man kan imødekomme de behov dyret har, og leve op til det hele dyrets liv? 

- I stedet for at stille gratis indlevering til rådighed, vil vi lægge kræfter i et mere intensivt og omfangsrigt oplysningsarbejde, for på den måde at skabe en større bevidsthed blandt danskerne om, hvad det kræver at have kæledyr. Vi vil skabe flere ambassadører for den respekt, vi mener kæledyr fortjener i vores samfund. Desuden vil vi styrke vores politiske arbejde, for at skabe bedre juridiske rammer for kæledyr i Danmark. For vi skal have vendt holdningen til kæledyr, og det gør vi bedst gennem oplysnings- og kampagne arbejde, påpeger Jesper Søderberg.

Gratis indlevering stopper med virkning fra tirsdag den 12. november 2019.