Sådan tager du ansvar for din kanin

Kaninen er det tredje mest almindelige familiedyr efter hunden og katten. Men samtidig er det et af de mest misforståede kæledyr, da mange ejere desværre ikke ved hvordan de tager ansvar for deres kanin. 

 

Hvis din kanin lever under forhold, der kommer dens naturlige behov i møde, vil du opdage hvor intelligent, kærlig, nysgerrig og glad din kanin kan være. 

 

Forbered dig på at få en kanin

Det er let af falde for de søde kaniner. Men før du anskaffer dig en kanin, bør du overveje, om du kan tilbyde den et tilfredsstillende liv. Har du råd til foder, neutralisering, sundhedstjek og akutte dyrlægeregninger? Kaniner kan blive 8-12 år gamle. Har du tid til at være sammen med din kanin og aktivere den? Har du sat dig ind i kaniners adfærd?

 

Befri din kanin

Vi dyrker konceptet frikanin, hvor døren til kaninens bur står åben, så den frit kan gå rundt i hele huset, og blive en del af familien. Kaniner har brug for bevægelse og plads til at være aktive mindst 12 timer om dagen. Kaniner kan blive både syge og deprimerede af at sidde i et bur for længe. Inaktivitet og ensomhed kan ende i sorg og fysiske skavanker som gigt, overvægt og i sidste ende død. Hvis kaninen bliver en del af familiens hverdag, bliver den langt sjovere at have. Dens personlighed bliver tydelig, og du kan lære den at komme, når du kalder.

 

Giv din kanin en ven

Kaniner er sociale dyr, som trives bedst ved at være sammen med andre kaniner. Kaniner skal helst ikke bo alene uden nogen artsfælle, da de har behov for at spejle sig i, og snakke med en anden kanin. Det er bedre at have to kaniner, end én. Det er nødvendigt at få dem begge neutraliseret, også selvom de er af samme køn, da hormonel adfærd vil øge risikoen for, at de bliver uvenner.

 

Sørg for din kanins helbred

Det er vigtigt at holde et vågent øje med din kanins helbred. Da kaninen er et byttedyr, er den god til at skjule, hvis den har ondt. Du skal holde øje med kaninens pels, tænder, negle, afføring og øjne. Er du i tvivl om din kanin har det godt, opfordrer vi dig til at kontakte en dyrlæge. Det er også vigtigt at du får vaccineret din kanin mod de uhelbredelige og dødelige sygdomme kaningulsot og kaninpest.