Af Anne Trane, internatbestyrer
Fotos: DDÅ
Åh, skønt!
Sommeren lod til at komme tidligt i år. Herligt! Det trængte vi også til efter den meget lange vinter og våde sommer sidste år. Men ak! Efter dage med op til 18 grader og herligt solskinsvejr, ja, så får vi lige en lille snestorm og minusgrader igen?!
Der er ikke noget at sige til, at både naturen og de dyr der lever i den, bliver forvirrede. Blomster spirer, træerne har knopper, dyrene gør klar til første kuld unger, og så er det slet ikke endnu alligevel! Nå, vi må håbe, at det kun er de sidste krampetrækninger, inden varmen for alvor får fat.
Godt nyt...
Det er ikke kun i naturen, der er travlt med forberedelser. På internatet er vi også i gang med forberedelserne til renovering af Dyrenes Hus. Vi har fået en arv, som er ”øremærket” til kattene, hvilket vi er meget taknemmelige for. Da Dyrenes Hus trænger gevaldigt til nye og bedre bure, der er mere rengøringsvenlige, faldt valget naturligt på det projekt, da kattene i netop modtagelsesafdelingerne er særligt udsatte for stress og deraf smitte. Alt det gamle, som er bygget op i træ, er meget svært at desinficere, så derfor er det besluttet, at det skal renoveres. Det glæder vi os til. For at det ikke må gå for meget ud over pladsen til kattene, har vi lejet en skurvogn, hvor vi sætter de nye bure ind, mens de gamle bliver pillet ned. Så kattene må indvie de nye bure i skurvognen, mens vægge og gulve renoveres og males. Men vi håber, at det kun tager en måneds tid, før de er klar til indflytning i de nyistandsatte, lyse lokaler.
Fint besøg...
Kan du huske papkassehvalpene? Vi skrev om dem i sidste nr. af Vore Dyr, og nu har vi lige haft besøg af lille Peanut, som nu hedder Nala. Hun er stadig lille og rigtig fin, og hun er blevet rigtig dygtig. Hun kan "sit", "dæk", "giv pote" osv., og hun er ekstremt glad for alle mennesker. Vi håber, vi også snart kan fortælle nyt om Nala´s søskende. På billedet kan I se, hvor dejlig hun er!
Skam jer...
Vi får af og til indleveret duer, som er kommet på afveje. De er ofte udmattede eller forvirrede, når de kommer ind, og har brug for hvile, mad og vand. I mange tilfælde er de ringmærkede, og vi blev så glade over, at der faktisk findes et register for ringmærkede duer, så man kan finde frem til ejeren. Den seneste var en due af racen tumling. Vi fik aflæst ringen og fandt frem til ejeren. Da vi ringede ejeren op, fik vi den besked, at den kunne vi bare dreje halsen om på!!! Hvadbehar!
Det kan du da ikke mene, var vores kommentar. Jo, sagde ejeren – hvis den ikke selv kan finde hjem, så har jeg ikke noget at bruge den til!
Hvad f.... bilder han sig ind. Og hvorfor pokker ulejlige sig med at ringmærke dem, hvis det ikke er for at kunne spore ejeren?
Uanset at han kan bruge duen eller ej, så kan man da ikke pådutte andre at aflive den, bare fordi den ikke kan finde hjem. Det blev vi noget fortørnede over. Vi valgte nu IKKE at aflive den lille fyr, men fandt et andet – og bedre – hjem til den!
Men en løftet pegefinger til jer dueejere: I har valgt at have en interesse og sport, hvor I lader jeres fugle flyve frit rundt blandt os andre. Når I ringmærker dem, så vi kan finde frem til jer, så bør I også selv tage ansvaret for jeres dyr. Det kan aldrig blive andres ansvar, at dreje halsen om på dem. Og indimellem flyver de så længe, at de bliver totalt udmattede, og så er det vel ikke for meget forlangt, at de får mulighed for at hvile, uden at de dermed skal dø af det. Tænk lige over det!
Vi på internatet ønsker alle en rigtig dejlig sommer.
