Tranbjerg, september 2011
Hej med jer!
For 6 måneder siden var vi ude på internatet, og her faldt vi for Manfred – en høj og lang 3-årig herreløs hankat, (som i dag stadig hedder Manfred). Da jeg tog ham op første gang, lagde han en pote på hver side af min hals og puttede sit hoved ind til mig. Da vi kiggede efter ham fra et andet rum, stod han med store øjne og mjavede efter os. Så vidste vi, at han var vores mis
Manfred nød straks al opmærksomheden i sit nye hjem. Han blev aet og holdt igen og igen, sad på skødet hele tiden, lå i arm fra første nat og han spandt i ét væk (det beskriver i øvrigt også hans dagligdag i dag). Han var dog lidt pjevset i starten, for ud over to manglende fortænder og et sår i nakken, havde han lige været forkølet, og han havde desuden dårlig mave. Men i dag er han en rask og selvsikker kat. Han har skræmt alle andre katte (og pindsvin!) væk fra haven og vejen, og han kommer med både fugle og mus til os. Han bruger ikke kattebakken mere, og han passer territoriet hele natten, indtil han kommer ind med helt små øjne og beskidte poter og vil op og putte.
Billede 1: ”Det er skønt at slappe af i sengen efter en hård nat!”
Billede 2: ”Manfred ”misser” med øjnene”
Manfred er utroligt glad for mad, og vi må fordele hans dagsration over flere omgange, for ellers spiser han det hele på én gang og brækker sig. Engang hørte han madbeholderen blive åbnet og kom spænende i så høj fart, at han ikke kunne nå at bremse i køkkenet, men endte ude i gangen. Og han prøver altid på mest charmerende vis at snyde sig til en omgang tørfoder mere.
Når han har spist, vil han op og holdes. Hvis man glemmer det, kravler han selv op ad benene. Han bliver gerne siddende i en times tid og spinder, dutter næse og napper blidt i ører og næse. Og uanset hvordan man sidder eller ligger, kan han altid finde en plads ovenpå én, hvor han kan tage sig en lur.
Han er en rigtig snakkemis, der kalder på os, når han er kommet hjem fra tur, han pludrer og kvækker, når det er madtid, og svarer, når man taler til ham. Og han er en meget kærlig kat, der spinder, bare man kigger på ham, kurrer når man rører, misser forførende med øjnene, smasker når vi putter og ælter os med sine poter. Ja, det lader til, at han er lige så glad for os, som vi er for ham.
Mange hilsner
Søren og Henriette
8310 Tranbjerg J.